Sællegepladsen på Hestehovedet
I naturskønne omgivelser på Hestehovedet i Nakskov ligger en inspirerede legeplads, der indbyder store og små til sjov og lærerig leg.
Sjov og leg på kæmpe sæler
Legepladsen indeholder et større legeområde centreret om en sælmor og hendes unge. Sælerne er to store legeredskaber, som udfordrer motorikken på den helt rigtige måde. Sælerne kan børnene nemlig både klatre på, kravle ind i og rutsje ud af.
Omkring sælerne er der sjove stammer i vandets bølgede former, som man kan løbe rundt imellem. Der findes en klatrenetbane udformet som en sildestime, der svømmer i fjordens blå vand, og der er mulighed for en gyngetur på legepladsens fine gyngestativ, ligesom der kan hoppes rundt på spændstige fjedre, der ligner krabber og muslinger.
Legepladsen er designet med udgangspunkt i naturen og det dyreliv, der kan opleves i Nakskov Fjord. Når børnene går på opdagelse i de store sæler, vil de hurtigt opdage, at fjordens dyreliv er malet på træværket. Derfor bliver en tur på legepladsen både sjov og lærerig.
Tryg leg, selv når mørket falder på
Selvom der er en del måneder, hvor mørket falder hurtigt på, skal dette ikke begrænse muligheden for at komme ud i naturen og have det sjovt. Det kan man trygt gøre på Hestehovedet. Legepladsen er nemlig oplyst både indeni og udenpå. Det skaber tryghed på de mørke aftenener, ligesom lyset bliver en ekstra oplevelse for alle, der kommer til Hestehovedet.